onsdag den 29. juni 2011

Australien.. Du skal ikke snydes!

Som nogen af Jer nok har bemærket, er overskriften på bloggen ændret siden sidste indlæg. Tilføjelsen i overskriften siger i bund og grund sig selv, så der er egentlig ikke så meget at komme efter. Jeg har valgt at tage et smut indenom Australien inden turen går hjem til Danmark. Det hele skete på en ret så kedsommelig søndag for et par uger siden, hvor jeg sad og kiggede på flybilletter på nettet. Og pludselig popper en billig (læs: MEGET BILLIG!) flybillet op fra Sydney til London. And that was my call! Rimelig impulsivt valgte jeg at købe billetten! Jeg har endnu ikke købt en flybillet fra New Zealand til Australien eller fra England til Danmark, så hvad der skal ske i mellemtiden, og hvornår jeg befinder mig på dansk jord igen, er endnu uvist, men hvis alt går som planlagt, befinder jeg mig i London søndag d. 15. januar 2012. Blot en lille informering til nogle af Jer nysgerrige hoveder derude.
Ellers gik forrige weekend til Mt. Manganui og Hobbiton i Matamata, men det må I vente med at læse mere om senere på ugen. Ha' det bra så længe!

fredag den 17. juni 2011

Sky Tower, Auckland

Inden min kære veninde Anna rejste hjem mod Danmark i slutningen af maj, stod den på afskedsmiddag i Sky Tower. Sky Tower er Aucklands højeste tårn, hvor man kan opleve en meget smuk 360 graders panoramaudsigt fra 328 meters højde ud over Auckland city. Her er et par forsinkede billeder fra aftenen;

Sky Tower, Auckland

Mh!

Sky Tower, Auckland

onsdag den 8. juni 2011

Vinter i Raglan!

Så blev det juni, og det betyder, at vi nu for alvor går vinteren i møde. I anledningen af dronningens fødselsdag, stod den på forlænget weekend fra fredag til mandag, og for at byde vinteren velkommen, tog jeg sammen med tre veninder til Raglan for at surfe. Raglan er uofficielt New Zealands surfer paradis, og vinterperioden er højsæson for surfing, så alt tydede på, at det skulle gå hen at blive en perfekt weekend!
Lørdag formiddag gik turen mod Raglan, der befinder sig cirka 2 timers kørsel sydvest fra Auckland. Vejret bød på regn, men hvilken betydning skulle det have, når man alligevel skulle ud og dyppes i havet?! Vi kom hurtigt i våddragterne og i vandet, og efter nogle forsøg, stod jeg igen på bølgen blå. Om lørdagen havde vi en instruktør med os i vandet, men da vi var fire om en instruktør, var det begrænset hvor meget tid, han havde til hver af os. Min første surflektion i Gisborne var en hård, men uforglemmelig oplevelse, men med en smule erfaring i baglommen, gik det over alt forventning. Det var en fornøjelse at fange havets bølger i Raglan, og jeg nød virkelig min anden surflektion i New Zealand. 
Søndag viste sig at blive en helt anderledes dag. Vejret var intet mindre end perfekt; skyfri himmel og sol, men bølgerne derimod var noget større end den forrige dag. Uden instruktør hoppede vi vandet, og det viste sig at blive en lidt større udfordring end forventet. Efter utallige surfboard i hovedet, minimum 3 liter saltvand i maven og en enkelt succesoplevelse på surfboardet, faldt jeg igen ned på jorden efter gårsdagens optur. Efterhånden gav vi alle fire op, og jeg måtte erkende, at jeg stadig blot er en nybegynder. Så resten af søndagen blev vintersolens stråler nyt i bikinier på stranden.
Søndag eftermiddag gik turen tilbage til Auckland, hvor aftenen weekenden sluttede fornemt af med lækker mad, en tur i jacuzzien og en god film. Alt i alt en hyggelig weekend med godt selskab, hvor jeg fik sat mit forhold til surfing i et lidt mere realistisk perspektiv; jeg bliver nok aldrig en god surfer, men det er hvertfald ikke sidste gang, jeg skal ud at udfordre havets bølger...

Ngarunui Beach, Raglan, Waikato