Fantastiske Northland..

Nu har jeg befundet mig på den anden side af jorden i lidt over en måned, og efter at have tilbragt en weekend i Northland, er min kærlighed til New Zealand blot forstærket. Northland er den nordligste del af New Zealand, og her brugte jeg weekenden sammen med Anna og Barbara. Turen til Northland gav os en fint indblik i, hvor stor et land, New Zealand er. Jeg har klart undervurderet dets størrelse, og en tur som vores kræver uden tvivl tålmodighed og ikke mindst tid.
Fredag middag gik turen mod Paihia, der ligger 228 kilometer nord fra Auckland. Eftersom vi havde god tid, skippede vi motorvejen og tog hele vejen op langs østkysten, for at udforske nogle af dens strande. Østkystens strande er kendt for deres hvide sand, hvorimod vestkystens strande kendetegnes for deres sorte sand - jeg er uden tvivl 'big fan' af de hvide strande. Blandt andet gik turen forbi Waipu Cove, hvor der var den fineste udsigt over Hen & Chicken Islands. Fredag aften fejrede vi Barbaras fødselsdag og fik udforsket byen. Paihia er en lille by, men hidtil en af de smukkeste jeg har set, på grund af dens bugt, Bay of Islands. Jeg har lovet mig selv, at det ikke er sidste gang, jeg sætter mine fødder her, og det løfte vil jeg holde :-)
Lørdagen bød på en heldag guidetur med New Zealands nordligste punkt, Cape Reinga som hoveddestination. Endnu engang fik vi udforske et par af østkystens strande, og Puwheke Beach er helt klart en af dem, der sidder tydeligst i min nethinde.

Puwheke Beach, Rangaunu Bay

Det er den smukkeste strand jeg endnu har set, men desværre var der kun tale om en kort besøg, da tiden løb fra os, og turen fortsatte mod Cape Reinga. Cape Reinga kan sammenlignes med "grenen" i Skagen. Her mødes det Tasmanske Hav og Stillehavet. Udsigten var ubeskrivelig, og på trods af de mange turister, var stemningen speciel. For maorierne, der er de indfødte, er Cape Reinga et helligt område, og der blev udvist stor respekt fra alle sider. 

Cape Reinga. I baggrunden ses mødet mellem det Tasmanske Hav og Stillehavet.

Efterfølgende gik turen til Te Paki Sand Dunes, der viste sig at være en super sjov oplevelse. Forestil jer en kæmpemæssig sanddynge og et boogey bord. Der er kun en vej, og det er ned. Mest af alt kan det sammenlignes med en kælketur.. I sand og sol!

Te Paki Sand Dunes, Ninety Mile Beach

Det blev til to ture på sandboard, for lige så sjovt det var at suse ned af sanddyngen, lige så hårdt var det at komme til tops. Det gik utrolig stærkt ned af bakke, og efter var man fuld af sand diverse steder. Turen fortsatte  70 kilometer ned langs 90 Mile Beach, der er en af New Zealands farligste strande. Tidevandet gør stranden utilregnlig og sammen med bølgerne og understrømmen, skræmmer det mange turister væk (ingen bilforsikringer dækker en tur på stranden, og tidevandet kan fange en, når man mindst venter det). Derfor var bustur den bedste måde at opleve 90 Mile Beach på. Men 90 Mile Beach skal opleves, da det er en meget smuk strand. Mest af alt på grund af, at området er så øde, da hverken regeringen eller tidevandet tillader bebyggelse. 

Søndag gik turen hjem mod Auckland. På vejen tog vi et smut indenom Kawakawa for at kigge på toiletter. Det lyder komisk, men det er sandt. Toiletterne i Kawakawa er designet af den berømte østrigske kunstner, Hundertwasser. De var spøjse og finurlige i mange farver og former. Ellers blev turen hjemad udnyttet til at komme forbi to fine vandfald. Rainbow Falls i og Whangarei Falls i henholdsvis Kerikeri og Whangarei. 

Rainbow Falls, Kerikeri

Rainbow Falls var det fineste, og levede op til sit navn, som kan skimtes nederst i venstre hjørne. 


Ellers vil jeg blot fortælle, at jeg har det godt og befinder mig heldigvis langt væk fra Christchurch, der har været hårdt ramt af jordskælv forleden dag. Dødstallet er højt og der er stadig mange savnede. Den følelsesmæssige stemning kan også mærkes her i Auckland, hvor der i dag er blevet flaget på halvt. Endnu engang er bevis på, at den New Zealandske natur er speciel - både på godt og ondt!
Og når ja.. Så må jeg jo også hellere afsløre, at den også stod på skydiving i søndags - fra 16.000 feet (4,9 kilometers højde), der er det højeste, man kan hoppe fra i New Zealand. Det var en fantastisk oplevelse, og vejret perfekt. Jeg var plaget af propper i ørene efter, men det var det hele værd. 


Nu må jeg hellere slutte af - ka kite ano

Sweet as!

Champagne Pool, Wai-O-Tapu

The Devil's Bath, Wai-O-Tapu

Lady Knox Geyser, Wai-O-Tapu

Her var som lovet et par billeder fra turen til Rotorua. De giver et meget fint billede af, hvad Rotorua er for et område. Lige så fine billederne er, lige så grum var lugten! Der bliver desværre ingen billeder af min tur på Rangitaiki River i denne omgang, men dem må I spændt vente med, til når vi engang ses.
I dag har jeg planlagt den kommende weekend, som går til den nordlige del af nordøen. Jeg vil ikke fortælle mere, men I får helt sikkert snart at høre fra mig igen. Ha' det godt så længe..

Rådne æg og prutter.. Jeg er i Rotorua!!

Fra mit forrige blogindlæg havde jeg lovet at skrive, hvis jeg havde oplevet noget, der var værd at skrive om - og det har jeg uden tvivl! Min forlængede weekend tilbragte jeg sammen med Adeline (fransk au pair jeg mødte for en uges tid siden) i Rotorua, der ligger centralt på nordøen, godt tre timers kørsel fra Auckland. 


Køreturen til og fra Rotorua var en oplevelse i sig selv. Mangfoldigheden i den New Zealandske natur er virkelig stor, og det er alt sammen smukt på hver sin måde.Jeg har virkelig forelsket mig i naturen, og mit weekendophold i Rotorua forstærkede blot min kærlighed til New Zealand. Rotorua og omegn har så meget at tilbyde, men man behøver ikke at gå længere end til den lokale park midt inde i Rotorua by for at opleve den termiske aktivitet, som området er mest kendt for. Her bobler og syder det fra afspærrede kilder, som afgiver en stank, der mest af alt minder om rådne æg eller prutter. 
Lugten blev blot forstærket, da vi nærmede Wai-O-Tapu, der er et område lidt uden for Rotorua, hvor man kan opleve gejsere, boblende mudderbade og dampende mineral- og svovlbade i diverse farvestrålende nuancer. På trods af stanken, der næsten er uudholdelig, var det imponerende at se, hvad naturen selv er i stand til at skabe. "Lady Knox Geyser" er en af de attraktioner, der bliver omtalt i alle rejsebøger, kataloger og brochuere, da hun er kendt for at sprudle vand op hver eneste dag kl. 10.15, så det skulle vi helt sikkert hen at se. At der skulle et stykke sæbe i gejseren, for at aktivere den, var dog en smule skuffende, eftersom man troede, det var en naturlig aktivering. Men fint var det alligevel!
Efter vores besøg i Wai-O-Tapu, gik vi på jagt efter hot thermal natural pools (varme naturlige kilder), der findes mange steder i området omkring Rotorua. De fleste koster en formue at bade i, men som tak for hjælp fra min rejsebibel, lonely planet, fandt vi to for free. Begge thermal pools (den ene bedre end den anden) lignede en hvilken som helst anden å, men så snart man hoppede i vandet, var det som at sidde i en varm spa - super behageligt og afslappende. Her dasede vi i et par timer, hvorefter vi tog til Rainbow Mountain for at vandre. Turen var ikke videre lang, men udsigten fra toppen var fantastisk. 
Inden turen gik tilbage til Auckland, tog vi en tur ned af Rangitaiki River i en gummibåd. River rafting var en fed oplevelse, og på grund af voldsom nedbør dagene inden, var floden høj og bølgerne vilde. Dette resulterede i, at to ud af otte  gummibåden faldt i vandet, da vi nåede flodens højeste vandfald. Her sad vi så. Seks uerfarende personer i en gummibåd.. Uden vores to guider!! Det var lidt skræmmende, men wow en oplevelse. 
Nu er jeg så tilbage i Auckland efter en fantastisk tur til Rotorua, som virkelig har givet mig blod på tanden efter at udforske resten af nordøen. Men først tilbage til hverdagen; her til aften var jeg til min første håndboldtræning, og det var noget af en oplevelse. I Auckland bor der godt og vel 1,2 mio. mennesker, og ud af de 1,2 mio. mennesker spiller ca. 15 håndbold. Her fire damer og resten mænd. Det betød selvfølgelig, at vi spillede med mixed teams, og ikke nok med det, spillede vi med en herrebold. Håndbold er virkelig en lille sport i New Zealand, og forleden mødte jeg faktisk en fyr, der ikke anede, hvad håndbold var. Størstedelen, der spiller håndbold i New Zealand er europæere, så de er heldigvis bevidst om "opfindelsen" harpisk, hvilket uden tvivl var til min fordel her til aften. 


Nok for nu.. Jeg håber I har det godt hjemme i kolde Danmark, for jeg nyder varmen i fulde drag! Billeder fra turen skal jeg nok uploade senere. Ha' det godt så længe..