Fredag middag gik turen mod Paihia, der ligger 228 kilometer nord fra Auckland. Eftersom vi havde god tid, skippede vi motorvejen og tog hele vejen op langs østkysten, for at udforske nogle af dens strande. Østkystens strande er kendt for deres hvide sand, hvorimod vestkystens strande kendetegnes for deres sorte sand - jeg er uden tvivl 'big fan' af de hvide strande. Blandt andet gik turen forbi Waipu Cove, hvor der var den fineste udsigt over Hen & Chicken Islands. Fredag aften fejrede vi Barbaras fødselsdag og fik udforsket byen. Paihia er en lille by, men hidtil en af de smukkeste jeg har set, på grund af dens bugt, Bay of Islands. Jeg har lovet mig selv, at det ikke er sidste gang, jeg sætter mine fødder her, og det løfte vil jeg holde :-)
Lørdagen bød på en heldag guidetur med New Zealands nordligste punkt, Cape Reinga som hoveddestination. Endnu engang fik vi udforske et par af østkystens strande, og Puwheke Beach er helt klart en af dem, der sidder tydeligst i min nethinde.
Puwheke Beach, Rangaunu Bay
Det er den smukkeste strand jeg endnu har set, men desværre var der kun tale om en kort besøg, da tiden løb fra os, og turen fortsatte mod Cape Reinga. Cape Reinga kan sammenlignes med "grenen" i Skagen. Her mødes det Tasmanske Hav og Stillehavet. Udsigten var ubeskrivelig, og på trods af de mange turister, var stemningen speciel. For maorierne, der er de indfødte, er Cape Reinga et helligt område, og der blev udvist stor respekt fra alle sider.
Cape Reinga. I baggrunden ses mødet mellem det Tasmanske Hav og Stillehavet.
Efterfølgende gik turen til Te Paki Sand Dunes, der viste sig at være en super sjov oplevelse. Forestil jer en kæmpemæssig sanddynge og et boogey bord. Der er kun en vej, og det er ned. Mest af alt kan det sammenlignes med en kælketur.. I sand og sol!
Te Paki Sand Dunes, Ninety Mile Beach
Det blev til to ture på sandboard, for lige så sjovt det var at suse ned af sanddyngen, lige så hårdt var det at komme til tops. Det gik utrolig stærkt ned af bakke, og efter var man fuld af sand diverse steder. Turen fortsatte 70 kilometer ned langs 90 Mile Beach, der er en af New Zealands farligste strande. Tidevandet gør stranden utilregnlig og sammen med bølgerne og understrømmen, skræmmer det mange turister væk (ingen bilforsikringer dækker en tur på stranden, og tidevandet kan fange en, når man mindst venter det). Derfor var bustur den bedste måde at opleve 90 Mile Beach på. Men 90 Mile Beach skal opleves, da det er en meget smuk strand. Mest af alt på grund af, at området er så øde, da hverken regeringen eller tidevandet tillader bebyggelse.
Søndag gik turen hjem mod Auckland. På vejen tog vi et smut indenom Kawakawa for at kigge på toiletter. Det lyder komisk, men det er sandt. Toiletterne i Kawakawa er designet af den berømte østrigske kunstner, Hundertwasser. De var spøjse og finurlige i mange farver og former. Ellers blev turen hjemad udnyttet til at komme forbi to fine vandfald. Rainbow Falls i og Whangarei Falls i henholdsvis Kerikeri og Whangarei.
Rainbow Falls, Kerikeri
Rainbow Falls var det fineste, og levede op til sit navn, som kan skimtes nederst i venstre hjørne.
Ellers vil jeg blot fortælle, at jeg har det godt og befinder mig heldigvis langt væk fra Christchurch, der har været hårdt ramt af jordskælv forleden dag. Dødstallet er højt og der er stadig mange savnede. Den følelsesmæssige stemning kan også mærkes her i Auckland, hvor der i dag er blevet flaget på halvt. Endnu engang er bevis på, at den New Zealandske natur er speciel - både på godt og ondt!
Og når ja.. Så må jeg jo også hellere afsløre, at den også stod på skydiving i søndags - fra 16.000 feet (4,9 kilometers højde), der er det højeste, man kan hoppe fra i New Zealand. Det var en fantastisk oplevelse, og vejret perfekt. Jeg var plaget af propper i ørene efter, men det var det hele værd.
Nu må jeg hellere slutte af - ka kite ano
Ellers vil jeg blot fortælle, at jeg har det godt og befinder mig heldigvis langt væk fra Christchurch, der har været hårdt ramt af jordskælv forleden dag. Dødstallet er højt og der er stadig mange savnede. Den følelsesmæssige stemning kan også mærkes her i Auckland, hvor der i dag er blevet flaget på halvt. Endnu engang er bevis på, at den New Zealandske natur er speciel - både på godt og ondt!
Og når ja.. Så må jeg jo også hellere afsløre, at den også stod på skydiving i søndags - fra 16.000 feet (4,9 kilometers højde), der er det højeste, man kan hoppe fra i New Zealand. Det var en fantastisk oplevelse, og vejret perfekt. Jeg var plaget af propper i ørene efter, men det var det hele værd.
Nu må jeg hellere slutte af - ka kite ano
Ingen kommentarer:
Send en kommentar