torsdag den 3. februar 2011

Rådne æg og prutter.. Jeg er i Rotorua!!

Fra mit forrige blogindlæg havde jeg lovet at skrive, hvis jeg havde oplevet noget, der var værd at skrive om - og det har jeg uden tvivl! Min forlængede weekend tilbragte jeg sammen med Adeline (fransk au pair jeg mødte for en uges tid siden) i Rotorua, der ligger centralt på nordøen, godt tre timers kørsel fra Auckland. 


Køreturen til og fra Rotorua var en oplevelse i sig selv. Mangfoldigheden i den New Zealandske natur er virkelig stor, og det er alt sammen smukt på hver sin måde.Jeg har virkelig forelsket mig i naturen, og mit weekendophold i Rotorua forstærkede blot min kærlighed til New Zealand. Rotorua og omegn har så meget at tilbyde, men man behøver ikke at gå længere end til den lokale park midt inde i Rotorua by for at opleve den termiske aktivitet, som området er mest kendt for. Her bobler og syder det fra afspærrede kilder, som afgiver en stank, der mest af alt minder om rådne æg eller prutter. 
Lugten blev blot forstærket, da vi nærmede Wai-O-Tapu, der er et område lidt uden for Rotorua, hvor man kan opleve gejsere, boblende mudderbade og dampende mineral- og svovlbade i diverse farvestrålende nuancer. På trods af stanken, der næsten er uudholdelig, var det imponerende at se, hvad naturen selv er i stand til at skabe. "Lady Knox Geyser" er en af de attraktioner, der bliver omtalt i alle rejsebøger, kataloger og brochuere, da hun er kendt for at sprudle vand op hver eneste dag kl. 10.15, så det skulle vi helt sikkert hen at se. At der skulle et stykke sæbe i gejseren, for at aktivere den, var dog en smule skuffende, eftersom man troede, det var en naturlig aktivering. Men fint var det alligevel!
Efter vores besøg i Wai-O-Tapu, gik vi på jagt efter hot thermal natural pools (varme naturlige kilder), der findes mange steder i området omkring Rotorua. De fleste koster en formue at bade i, men som tak for hjælp fra min rejsebibel, lonely planet, fandt vi to for free. Begge thermal pools (den ene bedre end den anden) lignede en hvilken som helst anden å, men så snart man hoppede i vandet, var det som at sidde i en varm spa - super behageligt og afslappende. Her dasede vi i et par timer, hvorefter vi tog til Rainbow Mountain for at vandre. Turen var ikke videre lang, men udsigten fra toppen var fantastisk. 
Inden turen gik tilbage til Auckland, tog vi en tur ned af Rangitaiki River i en gummibåd. River rafting var en fed oplevelse, og på grund af voldsom nedbør dagene inden, var floden høj og bølgerne vilde. Dette resulterede i, at to ud af otte  gummibåden faldt i vandet, da vi nåede flodens højeste vandfald. Her sad vi så. Seks uerfarende personer i en gummibåd.. Uden vores to guider!! Det var lidt skræmmende, men wow en oplevelse. 
Nu er jeg så tilbage i Auckland efter en fantastisk tur til Rotorua, som virkelig har givet mig blod på tanden efter at udforske resten af nordøen. Men først tilbage til hverdagen; her til aften var jeg til min første håndboldtræning, og det var noget af en oplevelse. I Auckland bor der godt og vel 1,2 mio. mennesker, og ud af de 1,2 mio. mennesker spiller ca. 15 håndbold. Her fire damer og resten mænd. Det betød selvfølgelig, at vi spillede med mixed teams, og ikke nok med det, spillede vi med en herrebold. Håndbold er virkelig en lille sport i New Zealand, og forleden mødte jeg faktisk en fyr, der ikke anede, hvad håndbold var. Størstedelen, der spiller håndbold i New Zealand er europæere, så de er heldigvis bevidst om "opfindelsen" harpisk, hvilket uden tvivl var til min fordel her til aften. 


Nok for nu.. Jeg håber I har det godt hjemme i kolde Danmark, for jeg nyder varmen i fulde drag! Billeder fra turen skal jeg nok uploade senere. Ha' det godt så længe..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar