Kære Wanaka

Nu er det jo egentlig begrænset, hvad jeg har fortalt om min tur på sydøen. Min dårlige undskyld må være, at jeg har haft rimelig travlt med at nyde min sidste tid her i New Zealand, inden jeg drager mod Australien. Men midt i alt mit stress og jag, fandt jeg alligevel lidt tid til dele mine oplevelser med Jer, så her får I en lille beretning om min bedste oplevelse på sydøen.
Nordøen og sydøen minder om hinanden på mange punkter, men alligevel er de vidt forskellige. Nordøen markerer sig med sit tropiske klima, flotte strande, sin termiske aktivitet med varme kilder, vulkaner osv., hvorimod sydøen generelt domineres af bjerkæder. Når jeg tænker tilbage på min rejse på sydøen, er der et sted, der står aller mest klart; Wanaka. Byen Wanaka er i sig selv ikke noget at råbe hurra over, da den minder om hvilken som helst anden lille by i New Zealand. Men den uspolerede natur i omegnen derimod, var så fint og ubeskriveligt fantastisk, at jeg får en utrolig lyst til at tage tilbage.
På førstedagen begav jeg mig ud på Diamond Lake Track, der eftersigende skulle have en fantastisk udsigt udover Lake Wanaka fra toppen af Rocky Mountains. Turen derop gav sved på panden, men det var anstrengelserne værd, da jeg nåede toppen.

Og her sidder jeg og kigger billederne igennem og ærgrer mig over, at I kun kan se billeder. Billederne er én oplevelse, men selv det bedste kamera kan ikke visualiserer, hvor fantastisk smukt, det i virkeligheden er. Diamond Lake Track var blot en opvarmning til den efterfølgende dag, hvor Mt Roy skulle bestiges.

Dagen derpå var der total overskyet og med små forhåbninger om at nå toppen af Mt Roy, besøgte vi den lokale 'Department of Conversation' (Oganisationen bag trackingruter og naturbeskyttelse i New Zealand), i håbet om en bedre vejrudsigt. Ifølge den rare dame ved DOC centeret, skulle det klare op i løbet af dagen, og naiv som man en gang er, var der ikke andet end at håbe på godt vejr. Da turen startede ud, var det umuligt at se toppen på grund af skyer, der samlede sig tæt rundt om bjerget. Men som dagen skred frem, løftede skyerne sig, og det viste sig at gå hen at blive lækkert sommervejr. Vejen til tops var lidt af en udfordring. Tre timers meget stejl og opadgående gang, hvor man svedig og pustende konstant prøvede at undgå at træde i (endnu!) en fårlort. På toppen af Mt Roy kunne jeg have brugt timevis på at bare nyde øjeblikket, hvis ikke det havde været for den lange og tidskrævende gåtur ned igen der ventede forude.

Gode minder fra sydøen er der nok af, men Wanaka faldt i min smag lige fra starten af. Vejret viste sig fra sin gode side, og hvis jeg en dag får chancen for at komme tilbage til New Zealand, går min vej helt sikkert forbi Wanaka igen..